ankomst..

De andre mennesker samlede deres ting sammen, hurtigt da det gik op for dem hvad Tristan lige havde stået og sagt, og hurtigt nåede de hen til den del af søen som han gik hen til, hurtigt fik han dem til at grave en kvadratisk firkant 30cm ned i jorden på 4x4 meter, og så tog han nogle af de store bjælker og stillede en i hvert hjørne, som en slags hjørnebjælke og så en mellem hver hjørnebjælke og en i midten af kvadraten, og meget hurtigt fik de tømret først den ene væg, så den anden væg, og så en lille del af taget, og bagvæggen, og sådan fortsatte de hele formiddagen, til huset var færdigt, men der var stadig bare jordgulv derinde og ingen møbler, og huset så kun halvsolidt og ret så halvfærdigt ud, selvom det var beboeligt nu.

det meste af formiddagen lå risika stille på jorden. hendes døgnrytme var blevet lavet drastisk om siden hun mødte tristan og hun vidste at det ikke kunne blive ved. hun var vampyr.. han var menneske.. han var det hun plejede at spise, og dybt inde fra, fra det allermørkeste af hendes sorte sjæl mærkede hun en voldsom lyst til hans blod. det gjorde blot endnu sværre at holde ud at hun elskede ham..
hendes øjne var lukkede og hun lå i fosterstilling med armene om hendes knæ, med det lange hår spredt ud under hende. man kunne ikke se den krig hun kæmpede med sig selv om lysten til hans blod, og hun gjorde sit bedste for at skjule den.
solen var nået helt op på himlen da hun endeligt åbnede øjnene. de var iskolde og hårde som diamant. hun vidste at hun ikke kunne tillade sig at give efter.. hun havde givet ham et løfte om aldrig at skade ham.. det ville hun holde.. eller hun håbede at hun ville holde det.
hun så på tristan der havde arbejdet hele formiddagen, og tvang et smil frem inden hun gik indenfor og satte sigi et hjørne. hun måtte prøve at overbevise sig selv om at hun ikke ville skade ham.. ikke at hun troede at det ville lykkedes, men hun skyldte ham at prøve.