ankomst..

"Jeg vil dig intet ondt... Jeg skal nok gå nu..." sagde Tristan da han mærkede at hun føltes vredere, han greb sin bue og sit pilekogger og det lette sværd og løb ud af døren og kastede sig gennem tornebusken, som var han et offer, han var heldig, han blev kun snittet af tornene. Tristan løb ned af vejen og løb modsat den vej hun var kommet af og løb så op af skrænten på den anden side og gemte sig, han var sikker på hun ikke kunne styre sin sult mere eller sådan noget.

hun fuldte ham med øjnene som han skyndte sig væk. med en træt bevægelse vendte hun sig væk fra døren. hun stolede, til stor overraskelse for hende selv, på at han mente hvad han sagde. hun havde bare hørt for mange historier om modstandsfolk der på grusomme måder havde henrettet vampyrer.. hun havde ikke tænkt sig at være en af dem der endte sådan.
hun lagde sig henne ved bagvæggen af grotten, med den tunge mørke kappe over sig og lukkede øjnene.. hun var træt og havde brug for hvile..
men hun håbede alligevel at mennesket ikke blev udenfor hele natten, det kunne han umuligt have godt af?

Tristan lagde sig i et sandet område med buen fremme og en pil på strengen, han ville gerne tjene lidt penge og han vidste at der ofte om natten var minere der forsøgte at smugle dagens indtjening af guld og sølv ind til byen uden at blive taget.... Han kom heller ikke til at vente længe før han så en mand der lignede en blanding af et menneske og en hobit, altså en blandingsrace... Han havde en vadsæk over skulderen, med tøj og værdigenstande sikkert... Tristan lagde mærke til en godt fyldt pung, Tristans mund løb i vand over alt den mad og de ting han kunne købe for de penge, så Tristan spændte buen... Mange voksne mænd havde faktisk problemer med at spænde den, men Tristan gjorde det uden problemer. Tristan slap buestrengen og pilen hvislede gennem luften og gik lige skråt gennem mandens ben på den ene side, og kom ud af det andet ben på den anden side, manden nåede lige akkurat at skrige et skrig der kunne høres i hele dalen, før den næste pil fløj gennem hovedet på ham. Tristan løb ned og tog mandens vadsæk og pung og løb op i bakkerne igen.

risika spærrede forskrækket øjnene op, og styrtede ud af grotten. hun var nervøs for hvad hun ville se når hun kom ud i passet.
hun stoppede brat da hun så blandingsracen ligge på jorden, med blod rundt omkring sig, for hun i vampyrfart var på vej ned mod ham. hun borede sine tænder ned i halsen på ham, og sugede det resterende blod ud af ham.
da der ikke var mere blod, rettede hun sig op, og råbte ud i mørket:
- nu kan du godt komme frem, jæger! jeg ved at du er her..
hun smilede stort og blodet om hendes mund stod i tydelig kontrast mod den hvide hud.

Tristan tømte pungens indhold på jorden og fandt ud af den var fuld af kobbermønter og små kobberstykker, hakket ud af en klippevæg, han sukkede lidt, her var måske 1 guld og 3-4 sølv i alt.
Han tømte vadsækken og fandt endnu en pung, han så helt overrasket ud da han fandt 2 guldstykker, hurtigt fuldte han alle pengene i sin egen pung og tog det tøj og de sager han kunne bruge resten smed han sløset over skuldrene ned af skrænten han havde ikke lagt mærke til vampyren var kommet frem eller at hun kaldte på ham.

hun for over til ham, da hun spottede ham på vej ned af skrænten. hun var hurtigere end så mange andre, og for de fleste dødelige ville det bare se ud som om hun forsvandt i den blå luft, for så at dukke op et helt nyt sted, men hun var ikke sikker med ham her.
hun stoppede lige foran ham, og smilede stadig.
- noget værd at tage?
der var blod i hendes mund og ned af hendes hage, men hun stod afslappet lænet op af en klippeblok.

"Hmmm... Masser til... Mig. Og ikke noget til dig." konstaterede Tristan kedeligt og sad stadig oppe på skrænten og smed det han ikke ville have ud over klippevæggen. Tristan smed sine ting i den tomme vadsæk, og smed den over skulderen og begyndte at gå tilbage mod hulen... Han så det blodige lig og kiggede på hendes hage og rynkede på næsen og sagde "Ad." Tristan gik ind i sin hule igen og smed hjortehuden og alt af værdi i vadsækken igen, og gik så ud af hulen igen, og begyndte at gå mod storbyen, meget langsomt, i vandrertempo.

//Han var ikke nede af bakken i sidste indlæg så det ignorrede jeg og lod som om du kom op af den, istedet xD..//

hun sså ham rynke på næsen af blodet og liget..
- det er nu engang det jeg lever af.. jerg har ikke noget valg hvis jeg gerne vil overleve.
hendes stemme var kold, men der var et strejf af sorg i den. hun skulle til at følge ham ind i hulen da han kom ud igen, og valgte i stedet at følge med ham ned mod storbyen.
- hvorfor er du egentligt her? hvad får dig til at blive?
hendes stemme var lav, og hun kiggede ned i jorden. hendes grønne øjne var trætte, og det lange hår faldt ned over hendes ansigt, så det dækkede det meste af hendes hvide hud.

//ups xD //

"Det er eneste måde jeg kan arbejde på, ingen vil hyre mig selvom jeg er stærk som en okse, de siger jeg er for rebelsk og at en simpel arbejder ikke skal have sine egne meninger... Og så siger de jeg er dum fordi jeg ikke kan læse særligt godt og kun kan regne, godt." sagde Tristan og så nedværdiget ned i jorden. "Derfor bliver jeg usle steder som dette... Men ikke lang tid af gangen."

hun rynkede på næsen, og så irriteret ud.. ikke på ham, men på folk.
- der ville heller ikke være nogen der ville ansætte mig.. hvis jeg altså søgte et arbejde.. det gør jeg ikke, og det er et stykke tid siden jeg sidst prøvede at få et arbejde..
ja, det var lang tid siden.. hun kunne slet ikke huske sidste gang.. hun havde også eksisteret i alt for lang tid efterhånden.. hun rystede træt på hovedet og forsøgte at tænke på noget andet.. for eksempel hvornår det var daggry.. åh nej! daggry!
- er der flere grotter her omkring?
hendes stemme var nervøs..

"Nej, men der er en rævegrav... Du er måske ikke stærk nok til at være ude i sollys?" spurgte Tristan og kiggede hende i øjnene. Han havde da selv set vampyrer der var ude i daglys... Eller det mente han at kunne huske han havde... Hvorfor skulle hun ikke kunne gøre det?... Især efter hun lige havde drukket blod?.

- jeg bliver alt for hurtigt svag i dagslys.. hurtigere end normalt.. som en slags modvirke til min fart..
hun så bekymret ud.. hun vidste at hun kunne være ude i sollys, men vidste at hun ville være et let bytte. hvorfor skulle hun også være så svag!
hun var jo ikke nogen nyfødt vampyr længere!

"Så passer jeg på dig, prøv selv at se her, det kan godt være jeg er ung, men selv de fleste voksne mænd, kan ikke spænde denne bue." Tristan spændte buen uden problemer, og smed den så over ryggen igen og gik videre, hun måtte følge med vis hun ville, han ville ikke spilde en masse gode dage på at sove, når der var meget størrere chancer for selv at blive røvet om natten.

Risika tøvede et øjeblik før hun fulgte efter mennesket. hun vidste at han ville passe på hende, men hun frygtede at det ikke ville være nok.. hun måtte bare bide tænderne sammern og være klar hvis der skete nogen. med en hvid hånd trak hun sin hætte op for hun så hurtigt at det var begyndt at blive lysere. hun nåede op på siden af ham igen.
- mange tak, menneske.. for at du vil passe på mig.. selvom jeg prøver at passe på mig selv.
hendes grønne øjne fangede hans og hun smilede alvorligt.

Tristan pegede på en gård et stykke væk og sagde "Der har de sikkert nogen heste... Skal vi stjæle dem?". Tristan var komplet seriøs, han mente de godt kunne stjæle dem, før nogen andre alligevellet gjorde det. Det skulle jo ske på et tidspunkt at nogen stjal dem... Især når de lå så tæt på grænsen... Det var uundgåeligt.

- gerne.. jeg får ikke samvittigheds kvaler..
hun grinede stort, og satte hurtigt kursen over mod gården. det var langt tid siden hun havde redet, og hun savnede det mærkede hun nu.
galoppen.. vinden igennem hendes hår.. ja hun savnede det.. hendes øjne var varme, og hun så ikke ond ud.. bare glad..

Tristan sprang ind i folden og tog to vallaker, han greb dem i mankerne og slæbte dem med ud af folden og stillede den ene ved siden af Risika. "Du kan godt ride uden seletøj, ikke?" spurgte Tristan og sprang op på sin egen hest, og sporede den i galop uden at lade hende svare, han ville bare få hende til at springe på sin hest og følge efter, hun skulle jo nok lære at ride uden seletøj vis hun ikke allerede kunne det.

//Må jeg få din msn?

- om jeg kan ride uden seletøj!?
hun fryste fornærmet, og svang sig uden problemer op på vallakens ryg. satte hælene i siden på den, så den sprang fremad.
vinden blæste hendes hætte af, og fik hendes kappe til at stå ud bag hende. hendes lange rød-sorte hår stod ud bag hende som en fane og det tog hende ikke lang tid at indhente ham, med hænderne begravet i hestens man.
- hvad tror du jeg har lavet i de 200 år jeg har eksisteret!?
hun grinede drillende, og hun nød galoppen.. af hele sit hjerte.

"Sovet 12-14 timer i døgnet?" råbte Tristan og hentydede til at hun for ret så kort tid siden ville have sovet, vis hun kunne komme til det. En armbrøstebolt forsvandt lige over Tristans hovede og en gammel, mand stod henne ved gården de red fra og råbte med sin gamle hæse stemme "Hallo!... det der er mine heste!.. Afle" mere sagde nåede han ikke at råbe før han fik et hosteanfald, Tristan vendte sig om på hesten og beviste sine evner som bueskytte til hest, ved at lade en pil flyve tilbage og flyve lige gennem den gamles øje.

hun så tilbage da den gamle mand, og det lange hår bølgede ind foran hendes ansigt. så vendte hun sig igen mod jægeren.
- det må jeg sige.. du er en utroligt dygtig bueskytte.! og så meget har jeg heller ikke sovet.. før min hest døde plejede jeg at ride lange ture om natten..
et kort skær af sorg flyver over hendes ansigt, men er snart væk igen.
- lad os spare lidt på hestene..
hun satte sin vallak ned i trav, og smilede til ham. hun var rigtigt glad for at have mødt ham.

Tristan satte ned i trav, og udstødte et glædeshyl.
Tristan smed buen om på ryggen igen og smilede stort. De red et par timer, til solen stod højt på himlen så nåede de til en mindre skovstrækning med en sø Tristan stoppede ved søen og lagde sine ting ved siden af den og kløede sig lidt i hovedbunden og smilede så og sagde "Vil du med i vandet?" Tristan smed trøjen og skoene og rendte ned mod vandet, lige før han var i vandet smed han bukserne, Tristan rendte ud i vandet til han stod i vand til livet, han var slet ikke blufærdig.

hun svang sig af vallakens ryg, og væltede hurtigt ind i skyggen af et stort træ.
- ah.. skygge!
hun ville have rødmet da han smed bukserne hvis hun havde kunnet, rystede i stedet på hovedet og lagde kappen og resten af sit tøj, med undtagelse af en særk, inde i skyggen. hun trådte med lette skridt ud af skyggen næsten nøgen og gik hurtigt ned mod vandet.
lige før hun trådte ud i vandet lod hun særken glide ned på jorden, mens hun selv gik ud i vandet. hun var ret høj og meget slank, og hendes hud var hvd og helt perfekt. hun smilede..
- besvarede det dit spørgsmål.
hun dykkede hurtigt ned i vandet og nød at mærke vandet omfavne sin krop.

Tristan smilede til hende, og kunne ane hendes krop under vandet, han stirrede på den del af hendes krop hun ikke dækkede måbene og med store øjne, som kun en 16 årig knægt kunne gøre det, men han vendte sig om da det gik op for ham han havde stået og stirret, rigtigt havde han kun stirret på hende en 3-4 sekunder men for ham havde det føltes som evigheder. Tristan smed sig i vandet og svømmede lidt rundt.

hun grinede lidt af ham.. ikke ondskabsfuldt eller hånende på nogen måde, bare kærligt.. hun så at han stirrede og smilede bare.
- hvorfor har jeg endnu ikke fået dit navn?
hun bevægede sig lidt tættere på ham, stadigt under vandet og hendes blik var drillende.
hun nød at se hans reaktion på hende og var i rigtigt godt humør.. bedre end hun havde været længe.

"Jeg har fået afvide at en stimand aldrig kan oplyse sit navn, ved mindre han gerne vil dø langsomt og smertefuldt.. Og ærefrit." sagde Tristan og trak på skuldrene og gik lidt tættere på hende igen og smilede til hende, og satte sig forandt hende, og famlede sig frem til hendes hånd som han tog hvorefter han gav den et blidt klem.


//Logger xD, prøve eksamen... igen imorgen xP