ankomst..

"Han er højst få år yngre end jeg, jeg kan sagtens lære ham alt der skal til, jeg vil lære ham at bruge en bue, vise ham hvordan man bruger et sværd, og så frem for alt, hvordan man kan dræbe med næverne uden at bruge for mange krafter... Men først skal han have en del muskler, og blive lidt mere hårdhjertet." sagde Tristan, som hentydning til det var derfor at knægten blev taget med i kamp selvom han ikke kunne finde ud af det... Han skulle hærdes.

hun så sørgmodigt op på ham.. brød sig ikke om tanken om at drengen skulle 'hærdes'. hun havde set så mange andre drenge der havde været i krig.. og som var blevet ødelagt for altid af det! det ønskede hun ikke for ham.
- men gå nu ikke for hårdt frem.. ellers ender du med at ødelægge ham..
hun så ham i øjnene, som tegn på at hun mente det og at han ville gøre klogt i at huske det.

Tristan kom til at fnyse ikke hånligt bare et fnys. Mange ville jo mene Tristan var blevet ødelagt, men Tristan mente bare han var blevet bedre rustet til at klare verden, meget bedre end de sølle adels sønner eller bybørn, han var opvokset i en skov, og havde altid kunne kæmpe for hvad han ville have, og havde altid gjort det, nogengange udløste det tæv, andre gange gav han dem selv.

- ikke fnyse af mig! jeg mener hvad jeg siger, tristan! han er stadigt et barn! måske er han kun lidt yngre end dig, men du så hvordan han blev behandlet det andet sted.. sådan ødelægger man børn!
hun så grundene på ham, stadigt med klare øjne, men alvoren i hendes stemme var tydelig.

"Altså når jeg kan slå ihjel uden at tøve, for at forsvare min kære og mine meninger, skyldtes det jo min såkaldte... Hvad skal man sige?, ødelagte barndom, eneste problem er at jeg ser den som noget godt, for vis nogen angreb min familie, ville jeg ikke tøve med at springe over personen ubevæbnet eller bevæbnet, for jeg har lært at forsvare hvad jeg holder af." sagde Tristan og mente, at vis man tøvede så kunne ens kære nå at komme til skade.

- det ser jeg ikke som noget dårligt. men jeg vil mene at det er noget dårligt hvis drengen derinde går hen og bliver koldblodig, som ikke føler noget som helst ved at tage et andet liv.. sådan er der mange af min slags der har det, og det er et problem, med de evner mange af os har!
hun slog armene om sig selv og vendte sig væk, mens hun så op mod huset.

Tristan lagde armene om hende og mumlede "Skat... Jeg mente det ikke på den måde... Jeg skal nok lade ham totalt være, så kan han blive hvad han vil istedet... Okay?" Tristan strakte hals for at få et kys af hende... Vis hun da stadig gad at kysse med ham.

hun besvarede hans kys, kortvarigt, men så igen op mod huset.
- han har valgt.. han vil være røver..
hun vidste hvilke forstillinger han havde om det at være røver, men vidste at det ikke ville nytte noget at prøve at tale ham fra det. nu måtte tristan bare gøre sit bedste..

Tristan smilede til hende og lagde armene om hende og hviskede til hende. "Og jeg har valgt vi skal være sammen for altid..." sagde Tristan. "Altid." gentog han og kyssede hende på kinden igen, hun skulle ikke være i tvivl... Tristan ville faktisk gerne have hende med ud at ride når aftenen kom, de skulle jo alligevellet stjæle 3-4 heste mere, nogen til avl, og andre til transport.

- altid er meget lang tid, elskede..
hun så muntert på ham, og vendte sig mod ham, stadigt med hans arme om sig. hun smilede kærligt til ham og trak ham op af vandet.
- men hvis drengen nogensinde skal blive røver, så skal han trænes.. og det vil være mig en fornøjelse at se jer knokle, mens jeg selv sidder i en kølig skygge og slapper af.
hun grinede drillende til ham, og begyndte at gå op imod huset.

Tristan fulgte med og tog sine bukser og sko på, på vejen og smed sin skjorte over skulderen, og løb op på siden af Risika og smilede til hende. "Altid, så har vi jo som sagt tid nok." Tristan smilede til hende og puffede venligt til hende, og smilede endnu størrere. Tristan kiggede op mod huset, hvor drengen efterhånden havde fået hugget en mindre bunke brænde. Tristan kiggede stolt på ham.

risika havde kun lige fået særken over hovedet da hun trådte ind i husets kølige skygge. hun gik med elegante bevægelser ned i kælderen hvor pigen stadig lå. hun kiggede kort på hende, og nikkede tilfreds da hun så forbindingen om pigens hals.
derefter gik hun over og trak en lang kjole på.. den var meget rød, og havde været gemt i hendes oppakning.
dan gik op i stuen igen og stod i døren og så over mod tristan og drengen.

"Hvor er du smuk." konstaterede Tristan, og nikkede. Og kiggede strengt på drengen så drengen også nikkede. Tristan smålo, han havde meget magt. Tristan kiggede på drengen, og derefter hans sværd, sværdet sad i jorden, 1,5m fra ham, Tristan fik en ide.. Han ville vise ham hvorfor man skulle holde sit sværd tæt på sig, så Tristan trak sit bælte ud af sine bukser og sprang hen og greb drengen om halsen med bæltet og kvælte til drengen smed sig på jorden. "Derfor skal du have dit sværd eller kniv indenfor rækkevide!, har du forstået!" sagde Tristan kommanderende til drengen som var begyndt at græde fordi han havde troet han skulle dø.

hun smilede som tak over komplimenten, og så interesseret til. hun så tristans blik flakke over til drengens sværd, og løftede et øjenbryn da han sprang fremad med bæltet. hun havde en ret god ide om hvad han lavede.
hun sendte et uudgrundeligt blik til tristan og så næsten medlidende på drengen, men han måtte jo lære det..

Da drengen var færdig med at græde hev Tristan op i trøjen og løftede armen, lige under armen havde han et 6cm langt ar. "Det fik jeg fordi jeg var uopmærksom som dig, heldigvis havde jeg en far der var hurtigere med en bue, og mere præcis end nogen anden nogensinde bliver, ellers havde jeg været død lige nu... Kan du forstå det?" Det sidste sagde Tristan sukkende og næsten medlidene, men drengen nikkede, han så ud til at forstå hvad Tristan mente nu. Tristan klappede ham på hovedet og sagde "Smut indenfor og hvil dig, jeg hugger resten." Tristan ventede til drengen var gået indenfor, hvorefter han tog øksen og begyndte at hugge træet, med vante hug.

da drengen gik forbi Risika, så hun smilende på ham.
- pigen har det godt. hun ligger og sover nu.
hun gik ikke ud til tristan men holdt sig inde i skyggen, for hun kunne mærke på sin krop at hun havde fået for meget sollys på det sidste. det sad som et ømt punkt inde i hende, og hun huskede det fra sidste gang hun havde været meget ude i solen.

Tristan huggede meget hurtigt træet og gik hen og satte sig stille ved siden af Risika. "Var jeg for hård ved ham?, han forstod det vist godt?, jeg håber ikke han blev gal." Tristan smilede stort, som om han var ligeglad, det var han også til dels, men han ville bare ikke miste den ekstra arbejdskraft drengen kunne give ham, for så skulle han jo også lave meget mere selv.

- jeg tror nok at han overlever..
risikas stemme var tør, men der var et strejf af munterhed i hendes stemme. hun kunne se at tristan var ligeglad om han var for hård, men det var hun ikke, og det vidste han godt. hun satte sig ned ved siden af ham.
- hvad gør du med din familie? henter du dem?

"I nat, de er jo som sagt daglejere og bundet til en kontrakt, om dagen går der 4-5 vagter rundt om natten går der kun 3 rundt, for der er daglejerne i deres huse, han kan jo ikke bare gå pga. at han jo som sagt er bundet til kontrakten to år endnu, men grunden til han blev daglejer var han var lidt ligesom mig, men så blev han anholdt af storbonden, som gav ham to muligheder, enten blev han daglejer, ellers så døde han, det er sådan mange gør nu om dage jo." sagde Tristan og trak lidt på skuldrene, han var måske selv lidt bange for at blive taget og tvunget til at arbejde hver dag i 5 år ligesom hans fætter.

- du har vel gættet at jeg tager med.. jeg burde kunne holde langt de fleste vagter væk, hvis de ser os.
der var et lettere morderisk glimt i hendes øjne. det havde tristan ikke set før, men på den anden side var der ikke mange der overlevede at se det..
hun hadede og afskyede folk der berøvede andre friheden!

"Det er jeg glad for... Men hold dig bagi i mig, og siger jeg smid dig, så smider du dig helt uden at tænke okay?, jeg er jo proffesionel." Det sidste sagde Tristan og smilede lidt dumt, han kunne godt lide at lave lidt grin med han var proffesionel.. Men det var han jo også?... Eller var han?, han mente selv han måtte være proffesionel efter snart at have været jæger 11 år.

- jeg lover at smide mig ned når du siger det..
hun vendte sit hoved mod ham, og hendes øjne der plejede at være lysefrønne var nu blevet mørkere.. næsten sorte.
hun smilede stort, så hendes hugtænder var synlige og hendes øjne var kolde. sådan så mange vampyrer ud, når de var i dårligt, eller morderisk humør. iskolde, smilende masker, med et kaos af vrede inde bag.

Tristan skulle til at give hende et kys, men lagde mærke til de sorte øjne og trak stille og roligt hovedet tilbage, når vampyrer var sådan, gjalt det om at forholde sig i ro, ingen hurtige bevægelser eller noget med at løbe, for så vidste han hendes jagt-instinkter ville komme op i hende, og så blev han højt sansyneligt hendes næste offer. Tristan rejste sig meget langsomt og gik over mod huset og sagde "Skal du have mere blod?" Tristan ville nemlig hente den unge dame igen så.

- nej.. hun kan ikke tåle at jeg tager mere! det er ikke gå grundaf blod.. det er kamp.. selve min race er designet til kamp.. intet andet.. og det er længe siden jeg har været oppe at slås.
hun rystede kraftigt på hovedet, og hendes øjne blev lidt lysere.. ikke meget, mensådan at man igen kunne se den grønne farve. hun trak benene op under sig og kiggede ikke på tristan. hendes øjne var fjerne.

Tristan satte sig ved siden af hende og kyssede hendes kinder. "Tag det roligt søde... Jeg køber nogen trælle du kan gøre med som du vil?, dem kan du bare lemlæste som du vil vis det er?, vi skal jo forresten også snart have bygget en indhegning til hestene." sagde Tristan og tog hendes hånd og puttede i hans.