ankomst..

- det er sjovere med folk der kan forsvare sig..
hun rystede på hovedet og kom næsten til at grine over det bizarre i den sætning. hun klemte blidt hans hånd og så ned i jorden.
- hvor finder vi flere heste?
hun så stadigt ikke op på ham.

"Det skal du ikke tænke på... Jeg skal nok skaffe dem på den ene eller anden måde, men jeg tror vi er nødt til at stjæle dem." sagde Tristan og smilede til hende hvorefter han spurgte "Hvor mange daglejere skal vi befrie?, jeg har hørt der er lige omkring 20 i alderen 15-40 år, de er jo lige gamle nok til at kunne slås?" sagde Tristan og tænkte sig om... Han ville jo selv kunne blive en storbonde vis han kunne få så mange soldater, han kunne endda blive rig på at overfalde folk, og erobre mindre landområder... Det eneste de manglede var jo så bare et skib, så de uset kunne komme rundt.

hun så med store øjne på ham, da hun hørte hans planer. hun ville ikke være tryk med så mange mennesker omkring sig.. hun ville være nervøs for at tabe fatningen.. men hun var villig til at forsøge.. for hans skyld..
hun rejste sig rastløs op og gik længere ind i huset, hun kiggede ikke på noget specielt, og stoppede midt i rummet. hun var i tvivl om hvor stærk hendes selvbeherskelse var, når der var så mange mennesker omkring hende hele tiden..
med tristan, drengen og pigen var det ikke noget stort problem, men med 15 - 20 andre kunne det blive et problem.

Tristan gik ind og lagde armene om hende, fordi han kunne se hendes kropssprog ændre sig, Tristan kyssede hende i panden og sagde "Jeg kan se hvordan det påvirker dig, jeg lover ikke at tage så mange med, vis du får det dårligt over det, vi kan jo nok heller ikke skaffe de 20-30 heste vi skal bruge". Tristan nikkede til sig selv, da han sagde det med hestene for det var jo rigtigt... Det ville være svært at skaffe dem, men ikke umuligt.

- jeg er mest bekymret for min selvkontrol.. med jer tre kan jeg godt styre mig, men med så mange omkring mig hele tiden.. det ved jeg ikke om jeg kan..
hendes stemme var lav og hun så næsten skamfuldt ned i gulvet. hun hadede når hun ikke kunne styre sig selv, og skammede sig over det.
hun bed sig blødt i læben..

"Jeg elsker dig for den du er, vis det er, så lader vi være med at tage særligt mange med, og forresten, kan de bo på den anden side af søen, så må de bygge deres egne hytter." sagde Tristan og smilede til Risika, hun skulle ikke føle sig dårligt tilpas når hun var sammen med ham. Tristan satte sig ned forand ildstedet og tændte ild op, det gik op for ham de ikke havde spist i flere dage lige nu og hans mave rumlede. Tristan tog buen og pilekoggeret uden en lyd og gjorde tegn til Risika godt måtte gå med.

- tak elskede..
hun kyssede ham på kinden og hentede en strudhætte og et par handsker så alt hud var dækket, og solen ikke kunne røre hende..
hun ville stadigt blive svagere jo længere hun var ude, men med alt den sol hun havde fået på det sidste frygtede hun at dø, hvis hun fik meget mere sollys.
hun gik over til tristan og smilede til ham, som tegn på at hun var klar til at gå.

Tristan gik ud og lagde allerede en pil på strengen, dog uden at spænde den, bare for at være parat vis der nu kom et dyr, det ville tage for lang tid først at trække pilen, derefter sigte og så skyde. Tristan bevægede sig ind i den tættere del af skoven og sneg sig lydløst gennem det og ned til den store sivskov ved den ene ende af søen, som han langsomt gik ind i, han ville bare skyde en svane eller et par ænder, noget han kunne spise hurtigst muligt.

vampyren fuldte efter ham som en skygge i den tætte skov. hun skiftede fra skygge til skygge, og var så godt som usynlig.. hun nød at være i skoven på trods af lyset der generede hendes øjne en smule.
hun satte sig smidigt på hug ved sivskoven, og ventede på hvad tristan nu end ville gøre..

Tristan så en andemor og nogen ællinger og smilte sultent og skulle til at skyde hende, da han kiggede på ællingerne og lagde mærke til de ikke var gamle nok til at klare sig selv, Tristan sænkede buen og hviskede "Jeg skal kun jage det jeg har brug for at overleve.", Tristan vadede lidt videre, så stille han kunne til han fandt, det han ledte efter.... Nemlig en svane.. Men han var så sulten at han gik for ivrigt til værks og første pil snittede kun vingen, straks fløj svanen, og anden pil missede, men han var heldig tredje pil gennemborede anden og den faldt ned i vandet igen, den var heller ikke nået så højt op i luften, kun et par meter, ivrigt sprang Tristan ud i vandet og slæbte den døde svane ind på land og skar hovedet og halsen af den og smed det over skulderen ligesom med resten af kroppen.

hun smilede stort da han ivrigt sprang ud i vandet efter fuglen. det skulle nok gøre ham mæt, tænkte hun. med lette bevægelser gik hun igen ind i den tætte skovs skygger og nød skoven omkring hende og den blide vind.
hun lukkede glad øjnene og llod sig fylde af indtrykkende.. et blidt smil spillede på hendes læber og hun så fredfyldt ud.

Tristan skyndte sig tilbage til hytten og gjorde ikke noget for at kamoflere sig, lidt for at fremmede ikke skulle se ham, vis der nu var nogen ved søen, som han normalt gjorde, man kunne tydeligt se og mærke på ham han var meget sulten, Tristan plukkede og parterede lynhurtigt svanen og stak den på et spyd og lagde den ind over bålet.

med krydsede ben, satte risika sig i døråbningen, og så til mens tristan parterede svanen. lugten af mad begyndte at sprede sig, men risika kunne kun se længselsfuldt på kødet.. hun vidste jo at hun ikke længere kunne spise menneskernes mad. selvom hun nu savnede at spise normal mad..

Tristan ventede ivrigt på at maden blev færdig og tog hurtigt sin kniv og begyndte at skære i noget af det halvfærdige kød der hang over bålet og spise det, han havde spist råt kød før så det gjorde ham ikke så meget, selvom svaneblodet rendte ned af hans hage, Tristan besindede sig og stoppede med at spise af svanen for at gemme lidt, han tørrede også blodet af hagen for ikke at friste Risika.

hun så godt at han tørrede blodet af hagen, vidste også godt hvorfor han gjorde det, og smilede.
- jeg har sagt det før, kære.. jeg spiser ikke dyreblod.. det smager ikke godt, når du først har drukket menneskeblod.
hun rystede stadigt smilende på hovedet. hun var meget glad for at der var flere dage til at hun behøvede at jage igen.. hun brød sig ikke om at dræbe mere end højest nødvendigt..

"Okay." sagde Tristan og kiggede nedenunder hvor pigen stadig lå på sengen, han kunne ikke se drengen indtil han kiggede godt efter og så skikkelsen der lå bagi pigen under et tæppe, Tristan gik hen og tog sit sværd og en økse så han havde et våben i hver hånd og pegede nedenunder, som om han ville gå ned og slagte dem. "Hvem tror de de er at sove i vores seng?" hviskede Tristan oprevet.

- lad dem sove, kære..
hun gik hen foran ham og lagde blidt sine lange smukke hænder på hans bryst for at holde ham tilbage. pigen var stadigt udmattet efter det voldsomme blodtab, og drengen var vel bekymret for hende.
hun så roligt op på ham, med de klare grønne øjne og smilede beroligende. han så ret krigerisk ud, og det var drengen slet ikke stærk nok til at klare sig imod.

Tristan lagde øksen og sværdet ned, og lod hende få sin vilje, men han ville senere vise drengen hvad der skete, når man sov i hans seng... Især uden at have spurgt om man måtte. Tristan smilede til hende og rakte hånden ud for at holde i hånd med hende. Tristan kiggede til sin mad som var ved at være færdig så han trak hånden til sig og gik hen og tog det af ilden, for det skulle ikke brænde på.

hun klemte blidt hans hånd, og fulgte tøvende med ham, hen mod bålet. hun så kort ned på børnene i deres seng og smilede vidende.. hun havde ingen problemer med at se drengens føler for den unge pige.
hendes bevægelser var dovne og flydende som hun gik hen mod døråbningen. det så næsten ud som om hun ikke løftede føderne.
hun satte sig med ryggen mod den ene dørkarm og så ud i lyset udenfor.. kort efter måtte hun dog se ind i hyttens mørke for ikke at få ondt i øjnene.
efter lidt tid rejste hun sig op, og gik hen til stigen der førte op til loftsrummet. hun havde brug for søvn til i nat, og da drengen havde taget hendes seng tog hun hans.
halv oppe af stigen smilede hun til tristan..
- jeg ligger mig lidt, skat..

Tristan nikkede og satte sig med alle de sværd, armbrøste, buer og knive der var til overs og gik igang med at hvæse pilespidserne og sværdene, og rense armbrøstene og buerne, og skifte strenge, det lignede han var ved at udruste en hel hær, han så helt alvorlig ud i ansigtet da han sagde "Det blir en hård nat i nat." han kom ikke ind på hvorfor, fortalte bare at det ville blive en hård nat. Tristan gjorde alle disse ting så godt han kunne, intet måtte forfejle i nat. Han tog alle pilene og de 9 pilekoggere han kunne finde og lagde lige mange pile i hvert pilekogger, man kunne uden tvivl, han enten forberedte sig på krig, eller at lave massakre.

hun så hovedrystende, men smilende på ham da han satte sig med alle åbene omkring sig.. hun var ikke overrasket over at han havde så mange våben, men måtte alligevel blive lidt imponeret..
hun fortsatte op af stigen og krummede sig sammen på det lave loft inden hun lukkede øjnene og tvang sig selv til at slappe af og hvile sig..
hun vidste tristan havde ret.. det ville blive en hård nat..

//Skal vi spole, for vi har jo entenligt emnet det der sker om natten? xD//

Tristan arbejdede meget med våbene intet måtte fejle, det var ved at være delvist sent før han kunne slappe lidt af, så han kravlede op til Risika og lagde sig ved siden af hende på drengens 'seng', vis man da kunne kalde den det. Tristan faldt hurtigt i søvn, han var lidt træt efter at have arbejdet med alle de våben.

//ja lad os spole ^^ //

Risika sov ikke og hørte godt ristan komme op og ligge sig og smilede. hun lagde sig bedre til rette og søvnen indfandt sig også snart hos hende.
lige så stille gik dagen på hæld og mørket sænkede sig lige så stille over skoven.
risika satte sig op og strakte sig, veludhvilet. jun kravlede lydløst ned ad stigen for ikke at vække tristan. stadig lydløs kravlede hun ned i kældreren, og vækkede drengen ved at skubbe lidt til ham. pigen vågnede også og så angst op på hende, og skulle til at skrige, men drengen fik hende beroliget.
risika trak på skuldrene og vendte sig om mens hun skifttede til noget mere praktisk tøj. hun var ikke overrasket over pigens reaktion.. hun ville have det på samme måde..

//Nu er det morgnen efter så xD//.

Det var morgnen efter deres storstilede aktion, man kunne høre folkene i 'stalden' snorke højt, men de var jo også syv mennesker derinde. Tristan gik ud fra kælderen - de havde jo sovet i deres egen seng i nat. Tristan tog sit sværd og gik med sværdet parat ind i stalden, han skulle jo være sikker på de ikke ombestemte sig og ville angribe ham og erobre hans hytte. "OP, I skal have et sted at bo, tjep tjep!" råbte Tristan og nærmest hev dem op at stå, hvorefter han fandt nogen gamle tæpper, og lagner og noget nål og tråd, hvorefter, han fandt noget solidt tømmer som han bandt fast til to af de stærkeste heste, så de kunne slæbe det.

Risika kom ud i dæråbningen da hun hørte tristan. hun så stadig lidt søvnig ud efter nattens arbejde og hun havde bare sin kappe på ud over den bluse hun havde sovet i.
hun smilede blidt til tristan og fangede kort hans øjne da hen drev hestene hen mod den del af søen hvor menneskene skulle bo.