ankomst..

T: lidt efter midnat.
V: klart ingen skyer på himlen.
O: kun Risika

Risika kom gående op igennem passet. hendes lange hår var pjusket, og de meget grønne øjne så beundrene ud over passet. fuldmånen på himlen over hende gav det hele et spøgelsesagtigt skær, og hendes hud så lysere ud end ellers. klipperne omkring hende afgav en voldsom kulde, men hun lod sig ikke mærke med det, på trods af at hun havde bare arme. hun var klædt i mørkt tøj der næsten gik i et med klippegrunden, men hvor der var bar hud lyste hun voldsomt op.
der var ingen tvivl i risikas sind om at hun var et utroligt let mål, men var ikke bange.. hun havde kæmpet før, og hun levede stadigt.. hvis man kunne kalde det hun gjorde at leve..
hun skar ansigt og satte sig op af en klippeblok, stadig med de hvide arme blottet.

Tristan Jæger sad nær sin grotte, og drak en varm hjemmebrygget drik af urter, som gav styrke, han var udlært jæger og så derfor stort set alt, han lagde mærke til noget kom herhen af... En dame... I sort tøj... "Ufatteligt smuk.. Ufatteligt smuk.." mumlede Tristan og tog sit pilekogger på og sit lille sværd (hans eneste sværd), men det var lille fordi bladet kun var 30cm, han smed også buen over ryggen og sneg sig som en proffesionel ned til damen og stillede sig ud bagi hende og sagde højt "Har du nogensinde set dig selv i vandets klarer spejlinger, M'lady?, for så har de set en engel."

Risika rejste sig hurtigt, og vendte sig om. hun var tydeligtvis ikke vant til at bliver overrasket. alle hendes bevægelser foregik hurtigt og elegant, og hun smilede drillende til ham.
- en engel? jeg tvivler.. men mange tak, min herre..
hun kunne uden besvær lugte at det var et menneske, og et stort smil skilte de elegante røde læber. hun holdt sin sult under kontrol, for hun havde ikke lyst til at skade ham. et løftet øjenbryn var hendes eneste reaktion ved synet af våbene, men det gjorde hende til synetladene intet at de var der. hun vidste at hunne ville have skåret halsen over på ham før han ville kunne nå at reagere, hvis han blev et problem.

Tristan vidste hun var en vampyr, og Tristan vidste udemærket hvordan en vampyr håndteredes, han var klædt i grønt tøj og indianer mokkasiner, som gik til knæene, han havde en slags kofte på (den var jo som sagt grøn) og nogen grønne bukser. Tristan gik hen mod vampyren og smilede venligt til hende. "Hvad laver en skønjomfru som, dem ude så sent om natten om jeg må spørge?, her er jo diverse stimænd og voldtægtsmænd?" sagde Tristan og undlod at fortælle han selv overfaldt folk, for at tjene til dagen og vejen.

hun smilede dunkelt, og hendes stemme var kold.
- dem ved jeg hvordan jeg skal tage mig af..
hun var lidt mere på vagt da han kom tættere på hende, for selvom han kun var et menneske, havde han mange våben.
- jeg blev tilkaldt...
hun uddybede det ikke nærmere, og hendes humør som før havde været lyst, blev en tand mørkere.
han burde ikke have noget besvær med at mærke det, selvom hun prøvede at holde det inde.

Tristan som var jæger, var vant til at skulle tyde hjortenes humør og de andre dyr i skovens humør og lagde derfor mærke til denne vampyrs humørsving, og trådte en skridt til siden og et tilbage, så de stod skråt fra hinanden, så havde han flest flugtmuligheder og mere tid til at reagerer. Tristan tog en dyb indånding, og lavede ingen hurtige bevægelser for at vise fred, ligesom han gjorde med dyr, han holdt også hænderne hvor de var synlige for hende.

hun slappede lidt af da han ikke var så tæt på, og satte sig igen ned med ryggen mod ham. hun sank lidt sammen i skuldrene, og mærkede udmattelsen efter nattens vandring komme over sig.
hun havde skiftevis gået og løbet, det meste af natten med få hvil, og selv en stærk vampyr som hende ville være meget udmattet.
- og hvad laver du selv her, menneske?
et svagt smil for over hendes ansigt, men hun vendte ikke ansigtet mod ham, da hun talte. hun vidste han ville høre det.
hendes lange mørke hår dækkede det meste af hendes ansigt og hendes grønne øjne var halvt lukkede.

"Thi jeg skifter som dagen og natten, kan jeg kun sige, til dem, når det er dag, så arbejder jeg flittigt og tjener mine egne penge som jæger i disse skove, når det er nat, tjener jeg de andre folks surt tjente penge, frøken." sagde Tristan og håbede hun ville forstå hans hentydning, han holdt ikke skjul, på han gerne røvede folk vis han følte han manglede deres penge.

- jeg håber ikke, for vores begges skyld, at du vil prøve at tage mine surt tjente penge..
et glimt af morskab viste sig i hendes kønne løvgrønne øjne. hun vendte halvt hovedet mod ham, og så lidt alvorligt på ham. hun havde tydeligvis forstået hens hentydning.
hun ville ikke tøve med at slå igen hvis han prøvede at tage hendes penge.. dem havde hun arbejdet hårdt for at få.. ganske vist på den forkerte side af loven, men alligevel.

"Vis jeg ville slås med dem smukke frøken, så havde jeg brugt min bue på deres perfekte krop, før jeg kom herned... Desvære, så de har intet at frygte, så længe jeg ikke frygter dem." sagde Tristan venligt og var allerede træt af fraserne... Han hadede dem men vidste det var bedste måde at komme i kontakt med folk på... Ved at virke høflig altså.

hun sukkede en smule over fraserne, men vidste godt at hun nød dem.
hun rejste sig langsomt op, og det var tydeligt at hun var træt.
- jeg er Risika.. tyv.. og så meget andet..
hun slog træt ud med hånden, som en gestus til ham, men smilede alligevel.
- du er god til at smigre folk.. noget jeg aldrig selv har kunnet..
Risika så med et drillende blik på ham, og gik lidt tættere på ham, da hun ikke følte sig så truet mere.

"Det kan godt være jeg har kropsbygning som en på 19" sagde Tristan og spændte sine muskler... Men tilføjede så lidt efter. "Men det ændrer ikke på jeg kun er 16, og hvordan skulle en 16 årig knægt kunne klare sig i denne verden uden talegaver?... Ikke ret godt, vel?" konstaterede Tristan og smilede til hende. "Du kan kalde mig Jæger".

- godt.. jæger.. havde jeg været alt andet end hvad jeg er havde jeg spurgt dig om du ikke har noget jeg kan spise.. men nu er jeg hvad jeg er, og det jeg kan spise vil du ikke give mig.. har jeg ret? du ved hvad jeg er ikke?
hun så på ham, med alvor i de smukke øjne, og hun lagde armene over kors. hendes slanke, og stærke krop var udmattet, og hun havde brug for hvile, og blod..
- i stedet vil jeg spørge om der ikke er et sted hvor jeg kan hvile?

"Jeg ved ikke om du kan drikke blod fra døde dyr, men vis du kan, så har jeg en nedlagt hjort liggene deroppe.. det er godt nok 3 timer siden jeg skød den... Cirka... Og ja, du kan sove i min grotte, men jeg kan ikke love jeg stadig er der når du vågner imorgen." sagde Tristan og gik op mod sin grotte i et ret hurtigt tempo, men lydløst som når han forfulgte et dyr, eller fulgte dets spor.

- jeg tager imod dit tilbud jæger.. bortset fra det med dyret.. det er en dårlig vane at drikke dyreblod.. det mætter ikke..
hun gik hurtigt, og glidende efter ham, mens hun smilede over muligheden for at sove i en grotte. hun havde overnattet under åben himmel de sidste par dage og var ærligt talt ved at blive lidt træt af det.
- det skal du have mange takk for.. det er ikke mange der ville vove at have en vampyr så tæt på.. når de havde et valg og vidste hvad vampyren var..
hun smilede lettet..

"Jeg ved simpelhent bare hvordan jeg skal nedlægge dig, ellers havde jeg ikke turde at tage dig med!" sagde Tristan med et stort smil, han kendte et par tricks om vampyrer, han havde jo selv været med i modstandsgruppen der kæmpede mod at provinsen blev overtaget, så han vidste hvordan det skulle gøres... Men nu var han bare neutral, de havde alligevellet tabt hans hjemområde, så hvorfor kæmpe videre for det når de ikke kunne genindtage det alligevellet?


//Logger ses imorgen.

hun så nysgerrigt på ham.
- hvordan ville du gøre det?
der var ingen negative følelser i hendes stemme, bare nysgerrighed. hun så interesseret på ham... på trods af hans unge alder var hun begyndt at respektere ham.
hun havde afgjordt ikke lyst til at dræbe ham mere, bare for at blive mæt.

//jaer vi skrives

"Vis jeg fortalte dig det, ville jeg røbe mit eneste svar over for vampyrer og så ville du jo bare kunne dræbe mig" sagde Tristan kløgtigt og med et stort smil, han tænkte sig meget om, han havde tolket i hendes kropssprog hun tog det en del roligere, men han ville bestemt stadig ikke udfordre hende. Tristan nåede frem til grotten, den var så lille man skulle kravle derind, og den var skjult bagi en tornebusk.. Og der var kun en vej ind... Gennem tornebusken, men Tristan havde et trick han lagde sig på ryggen og kravlede ind, så han ikke blev stukket specielt meget af de helt op til 5centimeter lange torne. Tristan gik ind i hulen, jo længere man kom ind, jo bredere blev den, og i løbet af 5-6 meter blev den til en gang hvor man kunne stå oprejst, og 2-3 længere henne var der en solid trædør, som Tristan åbnede og gik ind af, der var et 3x3 meter rum derinde, med en seng og et bålsted, og som Tristan rigtigt nok havde sagt, så lå der en død hjort henne ved ildstedet.

hun gik efter ham, og kravlede ligesom ham igennem tornebusken på ryggen. hun fuldte interesseret med ham, og var ved at dreje sit hovede af led for at få det hele med. hun elskede grotter! der var dejligt mørkt og der kunne det forbandede sollys ikke nå ind!
hun satte sig et stykke fra ilden, da hendes øjne lige skulle bruge lidt tid på at vænne sig til lyset.
- jeg kan godt lide den her grotte..
hun smilede stort til ham, og afslørede sine meget lange, og meget spidse hjørnetænder.
der var intet truende over hende. kun træthed, og der var stadig nogle timer til daggry..

"Det er ikke min, det er modstandsfolkenes, den her har bare stået urørt længe, og det vidste jeg tilfældigvis og flyttede hertil." sagde Tristan og kom entenligt til at røbe han kendte noget til modstandsfolkene, men han krydsede fingre og håbede på hun ikke bed mærke i det. Tristan trak en ordenlig kniv der alt ialt var 20cm lang bladet var 8cm og selve kniven 12cm, det kunne jo entenligt godt ligne en dagger. Tristan stillede sig hen til hjorten og parterede den meget proffesionelt og fjernede skindet uden at give det så meget som en ridse, og kødet skar han også ud i ordentlige lunser og en af lårene fra hjorten stak han på et solidt træspyd og hang ind over ilden.

- hvor lang tid er det siden? altså det med modstandsfolkene..
hendes smukt buede øjenbryn trak sig lidt sammen, og hun så eftertænksom ud. med et beundrene blik så hun på hvordan han parterede hjorten.. det var tydeligt at han var god med en kniv... hun ville helst ikke op at slås med ham når han havde den i hånden. ikke fordi hun tvivlede på om hun kunne besejre ham, med de evner og den hurtighed hun besad, men fordi at han højest sandsynligt ville være en farligere modstander, end dem hun havde sloges med før..

Tristan tørrede kniven af med en klud meget forsigtigt og stak den i bæltet igen, buen og sværdet havde han smidt i hjørnet ved siden af hjorteskindet og kødet. Tristan gik hen og lukkede den stadig åbne dør... Tristan tænkte sig lidt om før han svarede "Et par måneder efter provinsen blev overtaget, der findes faktisk stadig modstandsfolk, engang var der flere tusinde, nu er man heldig vis man tilsammen finder 200." sagde Tristan med et stort grin, grinet var mest panisk, ikke over at være sammen med hende, men over hvor hurtigt de folk var blevet udslettet.

hun bukkede hovedet, og så ned.. ked af det over alle de liv der var gået tabt.. mange troede at vampyrer nød at dræbe.. det var der også nogen der gjorde men det var meget langt tid siden risika havde nydt at dræbe nogen..
hun havde selv mærket dødens kys engang, og gyste da hun kom til at tænke på det.

"Min far var modstandsmand." konstaterede Tristan og var forberedt på hun måske ville gå amok på ham, men han ville være parat på kamp. "Han døde for ikke længe siden og nu er jeg alene, men jeg klarer mig okay, indtil videre." sagde Tristan og trak på skuldrene og smilede stort til hende og spurgte "Vil du sove i sengen eller på nogen skind på gulvet?".

hun var hurtigt på benene, da han fortalte det med hans far..det tog hende ikke langt tid at konstatere at der kun var en udgang i grotten.. og den stod hhan ved! hun var fanget.. fanget i en grotte med en fjende.. hun forbandede sig selv, for ikke at være mere opmærksom, og hørte ikke hans sidste spørgsmål.
hendes øjne var blevet mørkere, ligesom hendes humør, og en dyb mistænksomhed sneg sig ind i hendes øjne.
hun var ikke tryg ved det her..