Dæmonkongen og Skoven

S: Elyon Storskov
T: 23:16
O: Smukke træer og planter, en smuk lysning.
V: Varmt

~

Victor gik rundt i skoven og betragtede den smukke natur.
Selvom han var dæmonernes konge, havde han et svagt punkt for smukke ting. Det var da også derfor han havde forladt Abbadon på denne nat for at tilbringe noget tid i skoven.
*Ironisk...* tænkte han og smilede for sig selv *Skønheden her omkring minder mig om Amber.*

Amber sad på en gren med to af sin vinder på, hun kiggede ned på ham og smilede blidt "Jamen tak Victor" sagde hun og lagde hovedet på skrå, hendes skønhed var utrolig og hendes vinder gjorder hende urørlig.
Hun vippede med bene og så rundt på træerne "Har altid haft en svaghed for naturen " sagde hun lavt til sig selv

Udseende: Ava

Han kigge op på hende.
"Godaften Amber. Du er ikke kommet af med din dårlige vane med at læse folks tanker kan jeg se." Han smilede til hende.
Så gik han lidt rund og kiggede på den skønne natur igen.

Amber blik flugt med være hans bevægelse "Bare se efter alle disse år, ingen af os ha forandre så" Sagde hun på en høflige måde.
Hun så mod træes blade, de var utrolige smukke og hun smilede rolige uden sin maske på, som hun ellers altid havde begynder af sin titlen

Han smilede.
"Vi har ikke ændret os meget nej... sig mig Amber..." han vendte sig mod hende og så hende i øjnene.
"Savner du os?" spurgte han så.

Amber så overasket på ham, men et smil kom frem på hendes læber
"Om jeg savner os. jeg savner tiden og alt fra den gang" hun så på ham
"Alt var nemmer den gang" hun så mod træerne "Hvorfor spørger du" det var ikke helt det svar han vil havde haft.... hun svarede på alt... men han vil vide om ham

Han log.
"Du er god til at bruge din tunge Amber. Men nuvel. Jeg vil lade sagen ligge."
Han lagde sig ned i græsset og sukkede dybt, men ikke ulykkeligt. Tværtimod.
"Nogle gange ville jeg ønske at mine krigere ikke var så ulækre og brutale... og dumme." sagde han.

"Jeg har haft mange år at øve mig i" sagde hun og smilede
Hun åbnede sin to vinder og løftede sig over gren og svævede ned på jorden, hun kiggede på ham og lagde hovedet tæt mod hans, som første gang de havde mødt
"Men er det ikke det... som modne dig Victor" hun rakte ryggen op og vinderne forsvandt

Han smilede igen.
"Jeg blev valgt som konge, og jeg havde intet andet valg end at sige ja. Jeg modnes ikke af deres ulækre manner-løse vaner..."
Han lo lidt.

"men du må få nogle grin ud af det " sagde hun og så på ham
Hun sætte sig elegant på en sten, hun lyse nærmest op, "Hvorfor spurgte du enligt om jeg savnede os " spurgte hun og var tydeligt at se hun var vantil at være den højst engel, på selv den måde hun sad på, man kunne sige de næsten havde ødelægt hende, hun var perfekt

Han lo lidt.
"Jo jeg får da et godt grin en gang imellem når en af dem er ved at kvæles i mad af ren grådighed."
Han satte sig op og så på hende.
"Det er et godt spørgsmål hvorfor jeg spurgte om det."

"Lyder og slemt" hun gys ved tanken, men smilet så og der kom et lille grin
"sige ikke.... du har savnet os" sagde hun og rystede på hovedet, kan godt være hendes krop ikke var blevet ældre, men på en måde havde hun fået det perfekt krops holdning

Han tænkte lid inden han sagde noget.
"Jeg savner os nogen gange." sagde han så.
En ugle tudede og en smuk, lysende sommerfugl fløj hen over lysningen. Gyldent støv faædt stille fra den smukke vinger.

"heldig dig, at du har tid til det" sagde hun og sukkede lidt.
"Gid krigen snart sluttet eller jeg døder" sagde hun lavt til sig selv, hun skulle snige sig væk for at få fred "Men elsker at hjælpe dem" hun smilede kærligt til ham
"Så det gør du, ikke godt da, vi på være vores side" sagde hun

Han smilede til hende.
"Ja du har ret... vi er på hver vores side. Alligevel har vi ikke angrebet hinanden endnu."
Han lo lidt. Det var en meget underlig situation.

hun så på ham "ville du kunne angrib mig enligt victor" spurgte hun og kiggede blidt på ham
"En dag kommer vi til det, så og kampe ikke ude grund" hun smilede til ham og så væk, det virker på en måde forkert dette og hvorfor er jeg splittet

Hans smil falmede.
"Jeg ved det ikke Amber... men jeg ved at jeg ville have svært ved det. Jeg håber ikke at det sker, selvom det nok er uundgåeligt." sagde han.
Den smukke, lysende sommerfugl fløj tættere på dem, og besluttede sig for at lande på Ambers næse.

Amber havde det med at tiltrække væsner , hun små grinte og lagde en figner frem og hoppe over på den, hun rørt den elegant uden sommerfugl kom til skade , den gav hendes kind et kys, Amber stoppede med at grine
"Så er vi i samme problem Victor" hun så på ham med et trist blik

Han smilede af hende og sommerfuglen.
*Hvor sødt* tænkte han. Hun var stadig den samme.
"Lad os alligevel bede til at det aldrig sker Amber." sagde han.

Hun grinte over sommerfugl da den kilde hende kind, hun så mod ham med et sødt smil
"Ja for det bliver min dø" sagde hun og aede sommerfuglen blidt ud den bliv skadet

"Måske." sagde han.
"Men jeg håber det ikke."
Han så på hende og smilede.
"Har du det godt Amber?"

"Gøre det" sagde hun og så mod himlen
"Om jeg har det godt" hun små grinte "Ja, har det godt" sagde hun selvom det var en lille løgn...
hun så mod sommerfuglen da den flyv væk, hun kiggede så på Victor igen "Og hvad med dig" spurgte hun

Han opfangede løgnen, men nikkede.
"Godt. Jeg har det også godt.." sagde han.
Han satte sig op og betragtede hende.

Der var et træ bag hende , hun lagt sig op af det og så mod himlen
"Det jeg elsker ved naturen at man ikke kan mærke, der er krig i træerne i denne skov" hun lukkede øjne i og hun så meget forførende ud , hun ønskede ikke at være det, men hendes blid ansigt og smukke udseende hjælp ikke til, selvom hun kun havde en krop som en 16 året så figur ud til at blevet ældre

Han kravlede over til hende, så hende i øjnene og lod sine fingre køre blidt op ad hendes mave.
"Lad denne nat stå i fredens tegn Amber." sagde han, og kyssede hende på munden.