Sikken et fund!

Snuppe trold vandrede omkring i det sumpede landskab, Den smattende lyd fra hans fodtrin, da det mudrede vand sivede ind over hans primitive sko, lyden af de mange insekter, og de mange padder, beroligede ham. Han følte sig hjemme. Han passede ind her. Den grå blå hud lyste op, og de blå tegn lyste nærmest op denne sommer aften. Luften var våd og varm, og svøbte sig omkring en, præcist som et tæppe. Han var iklædt nogle brune bukser, der sad tæt ind til de slanke ben, stoffet var nærmest lædder agtigt, slidt og dækket af mudder, snavs og skrammer. Han bar en brun kofte, der var lappet med skind hist og her, dette gjorde for det første at Snup holdt varmen, men også meget nemmere at lappe koften, man kunne kun så det grønne stof få steder, de fleste steder blev det holdt sammen af snore, hvori der hang posser, horn, fjer eller andre pyntegenstande, eller simpelthen blot af skind, der var syet ind i det, med en kraftig og tyk snor.

Snup hævede den ler fløjte der hang op hans hals, op til de blå læber, pladserede den midt på munden, mellem de to blå aftegninger der var i siderne af munden, herfra blæste han er munter melodi. Han hoppede et par glade trin dertil. Men standsede brat. Noget var helt galt! Hans horn sitrede, næsen snussede, og ørene summede. Og da fandt han den, en kampesten! Større end ham selv, og sikkert flere tons tung. Raskt gik han hen imod den, og løftede den, uden synderligt besvær, udbrydende med en skinger, lys og grum stemme. "SIKKEN ET FUND!" der hørtes et øresønderivende krash! da stenen væltede ned imod jorden, her lå den faldne kæmpe så, og hvor den havde stået, sad nu snuppe, med munden fyldt af biller, insekter og et enkelt frøben i mundvigen.

Tristan lå nede ved søen og skulle lige til at fyre en pil af, mod en and men så kampestenen blot 20 meter fra ham blive løftet, og i forbløffelse vendte han sig mod giganten der bare havde kastet stenen væk... Og nu sad giganten og spiste kakelakker og frøer... Af ren forbavselse, kom Tristan til at slippe buenstrengen, men heldigvis, fløj pilen 5cm forbi gigantens venstre øre. Tristan vågnede op og løb hen til giganten. Tristan var klædt i grønne bukser, en brun kofte og et par lettere slidte indianer mokkasiner. "Det må du meget undskylde!, det var altså slet ikke med vilje, er du okay?" sagde Tristan og børstede snavset af gigantens skuldre og arme, det var ikke med vilje og Tristan tænkte ikke over han lige var rendt hen til en gigant som kunne knuse hans hovede med en hånd.

Den såkaldte gigant rejste sig. Sluprende en af de mange insekter i sig. Nu hvor de stod foran hinaden, var der egentligt ikke så meget gigant over ham. Det eneste der gjorde at var lige høje, var hornene der lagde et par få centimeter til Halv Troldens Højde.
"Kommet noget til?" skrattede han med stemmen, hvis en ragn havde haft en stemme, så lød den lidt sådan her. "Er billerne da giftige? og med et fik han øje på pilen. "Har du tabt den?" kvækkede han, og pegede med den grålige finger, neglen var ligeledes grå, men ganske normal. Udover hornene, farven, næsen, halen, ørerne og tegnene, virkede MilkMolkens anatomi meget om menneskets. Hvor meget man nu kan minde om et menneske med elver øre, trolde næse, hale og horn. Han kløede sig i det lange filtrede hår, og pegede gestfrit imod billerne. Er du sulten?" Tilbød han gestfrit imod de mange slimede insekter.

"Det er jeg faktisk." sagde Tristan med et stort smil og tilføjede lidt halv sarkastisk "Og jeg har prøvet at fjerne den kampesten heeeele den lange dag, så det var godt du kom." Tristan snuppede en af de laver han kendte til og spiste den, men de andre insekter, ud over myrerne, rørte han ikke da han ikke vidste om de var giftige for ham, men disse larver og røde myrere havde han da spist før vidste han. Han samlede sin pil op og puttede den i pilekoggeret "Ja det kan man godt sige.. At jeg tabte den."

"Kan du da ikke flytte sten? Er du syg? " han lagde en hånd på hans pande, og den samme velkendte varme følelse føltes i milkmolken, de blå aftegninger lyste kort op, og en varm lykke følelse spredtes i ham. Blå helbredende stjerne opstod i et kort øjeblik, og dansede over jægerens krop, i et sekund, hvorefter de døde ud. "Taber du tit dem der?" Spurgte han, og pegede på kogeret.. "Hvad bruges de til? og hvorfor har du dem i et rør? en træstamme? Det var dog et dumt sted at have dem" tilføjede han for sig selv. Hans ansigt delte sig i to, rent metaforisk, da et smil gled over hans læber. Der var simpelthen så mange underlige mennesker i det her land!

Tristan grinede hjerteligt og sagde "Nej kære ven, jeg kan ikke løfte sten så stærk er jeg slet ikke?, men du vil se hvad mine pile skal bruges til?" sagde Tristan og lagde en pil på buen og sagde "Kan du se den svane derude i søen?" Tristan nikkede hen på svanen, den sad i nogen siv og var lidt utydelig, men den svømmede hen mod breden, og derefter kunne man se svanen, meget tydeligt. Tristan lod sin pil suse gennem luften og gennembore fuglen fra den ene vinge til den anden hvorefter han greb en tilfældig sten i håndstørrelse og løb hen og slog panden ind på den store fugl, han smed fuglen over ryggen og slæbte den med hen til.... Tingen. Tristan lagde svanen forandt Tingen, og knækkede pilespidsen af pilen og hev pilen ud. "Så har jeg et aftensmåltid, lige så snart jeg har stegt den... Kan du nu se meningen med min bue og pil?" spurgte Tristan.

Hans underlæbe bævrede, hans skuldre ryste. Hans horn summede. Hvad havde han gjort? Hvad i al verden var det han gjorde ved det stakkels dyr!? Snuppe trold satte sig på hug ved siden af den lille fugl. Strøj den over fjerene, og hviskede i et beroligende tonefald til den. "Så... vågn op lille fugl? Ikke sove, vågne vågne..." tydeligvist illusioneret til at tro, at fuglen blot sov.

Da han strøg den over fjerene, skete der ærgeligt nok intet, eftersom dyret allerede var dødt, og grundet det fortyndede blod i trolden åre, skete der intet da de blå gnister rørte den nu stendøde svane. "Hvorfor sover den? HVAD HAR DU GJORT VED DEN!?" skrattede milkmolken, og rettede en anklagende finger imod jægeren. Hvad i al verden bildt han sig ind, sådan at gå og slå helt uskyldige dyr, og så spise dem derefter. Trolden kom på benene, og godt nok var den ikke så høj som jægeren, men dens hænder var knyttede, og halen slog vredt fra side til side.

"Jamen... Jamen... Jeg skal jo også spise.." mumlede Tristan frygtsomt og bakkede tilbage, det kunne godt være Tristan levede helt alene og godt kunne klare sig selv, men det ændrede ikke på han kun var 16 år gammel, hans logik, var jo heller ikke fuldt udviklet som en voksens. Tristan vendte sig om og løb sin vej i skræk, måske ville Tingen spise ham nu?, og det var spild af en pil... Nu havde Tingen jo HANS aftensmad..... Tristan kiggede sig over skulderen mens han løb væk, og løb direkte ind i en lavtsiddene gren som væltede ham. Tristans rejste sig med et skrig hans bue og pilekogger lå på jorden og han havde blodtud. Panisk holdte han hånden for næsen og kiggede desperat rundt for at finde en anden flugtvej, panisk som han var tænkte han ikke på at skoven var fuld af skjulesteder.

Milkmolken lagde hovedet en smule på skrå, og betragtede ham, hvad i alverden lavede han? Han havde jo bare spurgt hvad han havde gjort ved fuglen. Han glemte alt om kræet, og begav sig til at sjoske efter ham. Hans hale pegede op i luften bag ham, og svingede let frem og tilbage, præcist som et pendul. Nu hvor han stod ved siden af manden, bukkede han sig ned, kiggende på hans blødende næse. Han stragte hånden frem, de små krogede fingre blev knækket en enkelt gang, de summede i dem, og han bøjede dem, hvorefter han strøj ham over næseryggen, og præcis som så mange andre gange, skød blå gnister ud fra hans hænder, i en healende flodbølge skyllede de ind over ham, lagde sig over såret, og trængte ind, hele tiden forbedrende den skade der var sket.

Tristan sad krympet sammen som et lille barn, eller en der sad og forventede at få slået panden ind, meget hurtigt og nådesløst. "Vis du vil dræbe mig så gør det hurtigt og æreful..." Tristans stemme knækkede, han regnede virkeligt med at skulle dø. Tristan kneb øjnene sammen og åbnede dem langsomt da det gik op for ham at Tingen ikke have slået panden ind på ham endnu.

Disse blå gnister glid ind i hans næsebor, og milkmolken kunne ikke lade være med at smile, da han så hvordan sårerne lukkedes, blodet forsvandt, som dug for solen. Han slikkede sig om læberne, og dumpede ned ved siden af ham. Han havde tilsyneladende mistet interessen for jægeren, da han ikke var skadet og derfor ikke skulle trøstes, og ikke skulle behandles på nogen måde. Han rodede i sit fedtede hår, og efter kort tid, trak han en fuld fed lus ud af det, som han proppede i munden, og gumlede.

Efter kort tid, lød der et ræb fra halvtrolden.

Tristan måbede og grinede og stak derefter også sine fingre ind i tingens hånd og begyndte at lede efter lus som, han rakte til Tingen lidt ligesom en abe. Tristan grinede og sagde "Du har altså noget klamt hår, du burde blive klippet.. Ligesom mig, kan du se?" sagde Tristan og viste ham sit halvlange hår, som faktisk snart burde klippes igen, måske var det faktisk en dårlig sammenligning.

Snuppe trold lænede sig tilbage imod ham, han var ikke særlig tung, men man kunne mærke hvordan hans hale spillede over græsset, og ind imellem rørte ved Tristan. "aaarh.... Hår er godt... Mor siger man ikke må klippe det, og mor bliver sur hvis man ikke gør som mor siger" forklarede han, og snappede en af de ulækre dyr fra Tristans hånd med munden, gnaskende og gumlende på denne.

"Det bestemmer hun da ikke... Vil du med ind til byen senere?, jeg skal se om der er noget arbejde derinde, så jeg ikke skal rende rundt herude hele tiden, og forstyrre jer." Tristan tog hans logren som et tegn på gladhed ligesom en hund... Han fik lyst til at klappe Tingen på hovedet som om han var et kæledyr eller en hund.

Snuppetrold nikkede febrilsk. "Mor bestemmer, hvis man siger at mor ikke har ret, så sætter hun sig på dig! Mor er STOOOOR trold! hun satte sig en gang på øgle trold, øgle trold havde sagt at dværgene havde større skæg en mor... Øgle trold sover meget tungt." konstaterede han, og tilføjedel "By?" tydeligvist ikke forstående hvad en by var, by... ordet lød hårdt som en sten, skulle de hen til en stor sten?

"Det er et sted hvor der er en masse af mine slags... Er du sikker på din mor trold ikke er en far-trold?" spurgte Tristan lidt spørgene, mødre plejede da ikke at have skæg... Men det plejede fædre til gengæld at have, så han var sikker på han mente far-trold, men selfølelig kunne han jo ikke vide hvad Tingen hed.

"Nej nej... far havde store hvide vinger!... Mor er trold... STOR trold" forklarede halv trolden, hvorefter han kiggede sig omkring, søgende efter de mange af Tristans slags, men her var helt tomt. "Hvor henne? Går vi nu?" skrattede han. Han rejste sig op, børstede sporadisk sit tøj, og slog en enkelt gang halen mod jorden. Hvorefter han kiggede afventende på Tristan, ventende på at han skulle gøre noget, sige noget, reagere!

"Ehm.. Ja det må vi hellere men du må ikke blive væk fra mig, for der er folk der kan finde på at drille dig derinde, til du slår dem, og så blir du låst inde i noget der ligner en stor kampesten, lige så stor som den kampesten du fjernede før, mange gange størrere faktisk, og der kan man ikke bare uden videre komme ud fra." sagde Tristan "Men man kan selføleligt godt være derinde, der er meget plads." Tristan begyndte at gå mod byen.

Han nikkede, i et forsøg på at forstå hvad der blev sagt.

Hvorefter han begav sig mod byen sammen med ham

//out//