en såret varulv

T: 00:00
O: kun mig
V: fuldmånd og vindstille
S: Elyon Storeskov





Mikala lå i skov bunden hun hade et såre bagben efter en slogs kamp tidliget på natte hun kunne ikke rør sig ude af sted såret gjore hende ondt hun ville ikke bide den eler dem som hville hjælpe hende med såret

Amber kom gåene mellem nogle af træerne og så den såret varulve "Åh dear" sagde hun og kom frem fra træerne, hun var utrolig smuk og tydeligt at se hun var en engel i sin kjole med lyserøde bånd som om hun var fangende med armene , men hun havde ikke vinder fremme lige nu, hun sætte sig på hug "må jeg hjælpe såret" spurgte hun og lyde gådefuld mens hun snakkede, men det var på en utrolig blid måde

Mikala piv som ja hun slikke såret flere gang for at holde det ren for skidt og støv hun piv hele tiden for såret var øm og ret dyb hun ville ønske at hendes mor var hos hende men hun ville aldrigg mere se hende kom løben i mod hende når hun faldet eller kom tilskade

Amber lagde en hånd over hendes sår og smilede blidt til pigen
"Det kommer ikke til at gøre ondt" sagde hun venligt
Og en lys kom fra hendes hånd og ned mod såret, det var varmet men gjorder ikke ondt, Amber smilede "Sådan" sagde hun og tog hånden til sig
"nu skulle det være healet" hun så blidt på pigen

Mikala piv af smerte da såret healde smamen hun slikke hvor såret hade været hun så på Amber og slikke hendes hånd som tak for hjælpe hun måtte op og stå men kunne knap nok hendes bagben var stadig væk meget ømt og svaget

"Du må nok stadig slappe lidt af i nu" sagde hun og smilede til hende, hun sætte sig på en sten "jeg kan underholde dig indtil du kan gå igen" sagde hun venligt og så mod hende med et smil "er Amber" sagde hun og undgik at sige mere for så vidste hun hvem hun var og det ønskede hun ikke på denne side

Den blå skabning kom gående hen af vejen, eller stien som det nok nærmere var. Hans grå hud stod i stærk kontrast til natten, og de blå tegn var nærmest selvlysende. Han standsede op, da han hørte en piven. Ladende en hånd glide over et af de bløde skind hans kofte bestod halvt af. Han satte i løb. Og opdagede de to, scenariet fandt ham ikke ærgeligt, en ting skød op i hans sind. Emphati. Hvor var det synd for skabningen! Han var næsten sikker på han kunne mærke smerten! det føltes som tusinde knive der blev boret ind i hans krop, fra alle vinkler, at se et væsen lide på denne måde, fik hans humør til at dale helt ned i kælderen.

Han gik forsigtigt nærmere, og skrattede med sin krage stemme, "Så....! såå.... Det skal nok blive godt igen! trøste trøste trøste trøste det sidste blev gentaget flere gange, da milkmolken stragte armen ud, og lod den glide over pigens hår i en blid kælende bevægelse. "Trøste trøste trøste" det var naturligvis ikke måden at gøre det på, men hans begrænsede fatte evne gjorde det svært at se, at man ikke trøstede på den måde. Hans aftegninger lyste kort op, og helende kraft strømmede ud igennem hans fingre, som et regn af blå stjerne, skød ud fra fingerspidserne, på området han kærtegnede, og sank ind i huden. Følelsen var varm, summende, som en flok af varme hveps, der bragte en sær følelse af lykke i trolden.

Hans øjne gled over Amber. "Sten væsen! halv menneske halv sten! SE!! skrattede han, mens han pegede, hans ansigt flækket af et bredt smil.

Mikala slikke på sit baglår smerte var ikke væk endnu den var det stadig væk men selve såret var væk hun så på Amber hun lag sit hoved på sine forbag hun gabet svaget hun hade ikke sover i flere dag ind til hendes måndenlig forvandling