På egne ben og lonely

Tid :: 13:21
sted :: Det sorte marked
Omgivelser :: utrolig mange folk og black deal handler
Vejr :: Nogen lunde lunt og ingen vind så på en måde meget varmt og sky fri himmel
Udseende :: kutte beklædt sort med hætte over hovedet halvvejs så der stadig
hænger noget af det Georgeus hår fremme(Blond) og stram corsage og
Bukser



Kajika gik for sig selv hen til det sorte marked efter som hun ville tænke lidt for sig selv angående det nye job som højre hånd for Amber den mest mægtigste af Englene og så var der jo lille kajika der bare var tja?? en Ærke engel ikke en særlig speciel en på en måde og hun stank til sit hvide magi så hun var taget til det sorte markede for at handle lidt med dem uden de ville opdage hun var engel så hun havde hætten over så den skyggede for det smukke ansigt og perfekte krop, i det hun stille gik rundt mellem folk så hun dog os de grusomme ting og hørte meget slader om de onde og smilede lidt over de var dumme nok til ikke at ha opdagede hun var go.

//Alle Velkommen //

Tristan kom gående ind på markedet, han havde sin store langbue over ryggen, og sine 30 pile i pilekoggeret, når man umilbart så på ham lignede han en på 18-19 år, for han havde muskulatur og styrke som en mand i sin bedste alder allerede, men eneste grund til dette var bare at han var opvokset i skoven. Tristan kom slæbene på et stort bundt hjorteskind som han gik over til en bod og solgte, efter lidt forhandling fik han et par guldmønter for dem, hvorefter han gik videre ned af markedet. Han havde mokkasiner (indianersko) på, og en grøn kofte, og nogen grønne bukser, og en robinhood hat i rød, men uden nogen form for fjer i.

kajika gik for sig selv i det hun tænkte lidt og pillede fnuller af sin kappe der stille dækkede hendes krop der var veludviklet og meget atletisk veltrænet og formet, hun sukkede stille over hun ikke anede havd hun skulle købe men da hun jo kunne manipulere med vand og luft fandt hun først en lille beholder, gennemsigtig med blå diamandter på og hvide som vandets farver og købte den til sit vand så hun altid ville ha vand på sig og så ledte hun efter en vifte hun stille kunne bruge til at lave store vind skyer eller barriere, hun så sig lidt over skuldren i det hun hørte skindet blive smidt ned på bordet og så på tristan og sagde"Wauw.... har du skudt den og pillede dens skind af" hun havde aldrig set så stort et hjorteskind før i hele hendes liv, og hun havde ellers set mange siden hun plejede at komme her tit efter tingester og dingenoter

"Ja." sagde Tristan og gik hen mod en anden bod med billige skind, og købte alle odder og mårskindene og gik over til en anden bod og solgte dem igen... Og tjente penge på det. Tristan var bestemt ikke dum, han var meget snedig.. Det mente han også selv. Tristan væk fra markedet igen, lige så langsomt, og skænkede ikke pigen han lige havde snakket med, en tanke.

kajika betragtede stille Tristan i det han bare sagde et ord og gik videre, kajika var begyndt at tænke at folk rent faktisk hadet hende undtagen amber hun hadet hende ikke heldigvis det var hun glad for i det hun gikd er og følte sig helt alene, hun strøg sit hår til siden og tog stille hætten af i det man så det helt hvide hår falde stille ned og man kunne virkelig fornemme at hun var en engel men de fleste var ligeglad. Kajika så stille efter ham og så han tabte en mønt og løb hen og tog den i det hun sagde"øøøhm?? sir du tabte en mønt??"

Tristan tog mod mønten og kiggede lidt mistænksomt på hende og smilede så til hende og sagde "Tak, det havde jeg ikke lagt mærke til." Tristan vendte sig om og gik videre, væk fra markedet og ud mod nogen marker, han tog langbuen af ryggen og gik bare med den i hånden for at være parat på alt.

kajika roede sig undrende i håret og gik stille med ham og sagde"øøøhmm undskyld jeg spørg men har du noget i mod mig siden du nærmest ikke snakker til mig og du ligeglad .... eller ligner en der ligeglad??" hun så nysgerrigt på ham og så flovt væk i det hun stille rødmede let og flettede nogen lokker af sit hår sammen med et lile smil på læben

Tristan trak på skuldrene og sagde "Jægere taler normalt ikke særligt meget... Men dog ligger de mærke til alt." Tristan spændte buen for sjov uden at putte pil på og slap strengen op mod luften, man kunne høre svirpet fra buen. Tristan gik videre, da han var træt af at stå og se dum ud mens han gloede rundt... Han gik ud på marken.

kajika syntes det var pinligt at virke som en total stalker men hun ville nu gerne ha kontakt med ham altså bare som ven så hun afbrød ham hans lille gå tur på marken, hun stillede sig foran ham og så på ham i det hun stille sagde"Mit navn er Kajika thé volkan" hun rakte sin hånd frem til ham og sagde"Undskyld vis jeg trænger mig på du virker bare så intressant ?"

"Det er jeg ikke." konstaterede Tristan i en venlige tone og smiilede til hende, men han stoppede ikke med at gå før han nåede en å, så satte han sig endeligt ned og kiggede ned i vandet. Tristan begyndte at fylde nogen store sten i åen og lave en mindre dæmning, han havde lyst til at være lidt ond idag.. Nogen levede jo af den her å, og når de ikke kunne få vand måtte de jo ud for at finde ud af hvad der havde stoppet vandet.. Og så havde Tristan endnu en mulighed for at tjene penge.. Landevejsrøverier.

kajika betragtede ham stille med et smil og satte sig nær ham ikke for tæt og så på ham stille med lidt undrende i blikket angående hans onde plan om at stoppe åen og sagde"Hmm er det ikke lidt synd for dem der lever af det vand??" hun roede sig undrende i håret mens hun tog sin hætte på igen og trak bene op under sig og sukkede i det hun lod armene lægge over sin knæer og lagde hovedet mod armene og sagde"så? hvad hedder du egenlig??"

"Du kan kalde mig Jæger." sagde Tristan og oplyste hende ikke sit rigtige navn, men han var så god til at lyve hans ansigt ikke røbede ham. Tristan var nemlig proffesionel. "Dem der lever af det her vand?" sagde Tristan hånligt. "Det er mit vand." Tristan, havde lige i dette øjeblik bestemt at dette vand har hans om andre ville det eller ej.

kajika betragtede ham med en vis undrende i blikket og man kunne se hendes uforstående grimasse i det hun så ned mod vandet og så det stille stoppe i det hun åbnede munden og sagde"Hmm jæger okay selv om jeg ikke vil tro det er dit rigtige navn men det da ikke dit vand da??" hun smilede kært og grinte sødt i det hun roede sig stille i håret og smilede kært mens hun så mod vandet og sagde"så?? Jæger hvor kommer du fra?"

Tristan svarede ikke, han pegede bare mod bjergene mod Provinsen, og genoptog så igen sit arbejde med at bygge sin dæmning færdig selvom det var lidt svært, men langt om længe begyndte det langsomt at lykkedes og langsomt lukkede han af for vandet, og den efterhånden ret brede og lange mur af sten og højere og højere. "Vandet er mit." sagde Tristan bestemt som om han ikke ville modsiges.

kajika tog sig til munden og grinte sødt i det hun lukkede øjnene og grinte der og så rigtig nuttede ud i mens hun stille åbnede øjnene igen og betragtede den hårdt arbejdende Tristan og sagde"Hmm okay jæger så er vandet dit men er det ikke synd for alle fiskende i den anden ende og alle hjortene der vil flygter her fra fordi der ikke mere er vand ?? så kan du ingen mad skyde eller skind sælge fordi de flygter her fra fordi der intet vand er??"

"Jo de vil blive her... Bare på den side." sagde Tristan og pegede på den side hvor vandet langsomt sted og hoppede ned i den anden side hvor vandet langsomt faldt, han puttede mudder og tørv mellem de forskellige sten, så hans 'dæmning' blev vandtæt. Tristan fulgte den halvtomme del af åen 500-600 meter og satte sig så på en bakke og ventede på folkene fra landsbyen skulle komme så han kunne overfalde dem.

kajika fulgte efter ham i det hun betragtede hvad hans lille dæmning havde gjordt og sagde"hmm er du ikke bange for vandet løber uden om i stedet for og finder vej tilbage fordi vis det nu er et lille vandfald kan man jo ikke stoppe det jæger og du vil da ikke.... da ikke røve folk fra deres egen penge og ejendom da??" hun så stille på ham i det hun rødmede og så på dæmningens værk igen

"Jæger og stimand, det er næsten det samme, vi røver begge kongens skove." sagde Tristan til svar om han ville røve folk. Han var ligeglad med folk, han var den han koncentrerede sig om, han levede meget efter naturens love og idag var han altså ikke i et særligt godt humør, så folk kunne rende ham kunne de, han gjorde som han ville.

Hun nikkede stille og kunne med let hed se at han ikke ville ændre mening i det hun rødmede let og sagde"hmm okay jeg kan jo ikke få dig til at ændre mening så det vil jeg heller ikke men stadig det ville nu være dejligt med lidt forståelse" hun satte sig ned og så på ham og tænkte på den gang hun boede ved nogen tyve og sigøjner det var dem der havde lært hende at danse og bruge vand manipulation, hun så stille på de ting hun havde købt og sagde"så er du-..... øøøøhm?? kender du til det overnaturlige??"

"Det overnaturlige kan rende mig, jeg er frygtløs." sagde Tristan og var lidt ligeglad med det overnaturlige, det havde aldrig påvirket hans liv, og ville nok heller aldrig komme til at påvirke hans liv, fordi at han simpelhent, mente at selvom det overnaturlige måske fandtes, kunne det stadig dræbes og han agtede at gøre det vis han følte sig truet.

Mikala gik forbi en masse boder og købte ind ting til sig selv og ting til sin far som ikke slev kunne hent det da han skulle finde en drik til Mikala så hun kunne forholde sig i ro både før,under og efter sin måndenlig forvandling hun hade det lidt svære ved at styre sig efter sin mors død for 12 år siden

kajika betragtede stille tristan med et sukkende udtryk og tænkte*åååårh hvorfor er folk dog altid så ?? touchi....* hun bed sig let i underlæben i det hun kiggede mod det sted vandet havde været og tillod sig lidt at lege med nogen vand dråber inde i et træ i det hun trak den guli grønlige saft til sig og lagde det i sin lille geennemsigtig diamandt besatte dunk på siden af hendes hofte der var på størrelse med en knytnæve